Uendelige Oktober.

Det er i dag tirsdag d. 2. november. Jeg er netop kommet hjem fra et møde med folketingskandidaten fra Enhedslisten Rosa Lund.
Vi er endeligt gået ind i en ny måned. Om man kan glædes over kolde, mørke, våde, forblæste november kan så diskuteres. Men oktober har føltes uendeligt lang.
Det føles som en evighed, siden jeg tog til min venindes fødselsdag i Kolding. Det var d. 1. oktober. Det er bestemt mere end fire uger. Man skulle tro, tiden føltes hurtigere, når der er en ferie midt i det hele. Men sådan er det ikke gået for oktober. Det må være de små ting, der har gjort oktober så lang. Først og fremmest det faktum, at det synes, at Rasmus Seebach har været på forsiden af Ud og Se med sine sæbebobler et år. Jeg har været på fire længere togture i oktober; og der har han været til stede hver gang. Da jeg skulle til Herning for at se Lady GaGa dristede jeg mig rent faktisk til at åbne Ud og Se. Jeg læste et essay om et eller anden interessant. I øjeblikket kan jeg ikke huske hvad, men det var spændende nok til, at jeg tog bladet med hjem (som om jeg nogensinde genlæser det.)
Men nu er Rasmus Seebach og hans sæbebobler væk fra forsiden. Jeg så ham sidste gang der i weekenden 30.-31. oktober. Mine mostres fødselsdag. Vejen hjem naturligvis.
Rejsen derover var en pudsig tur. Aftenen før havde jeg tullet rundt til en skolefest i det farverigste tylskørt. Jeg havde en fest. (Min højeste promille blev målt til 1,52.) 07:30 lørdag morgen ringede mit vækkeur. Fuckshit. Godmorgen, Danmark. Mørke. I toget mod Esbjerg sad jeg baglæns langt det meste af vejen ved siden af en beruset, ildelugtende mand (tømmermænd + køre baglæns + stinkende nabopassager = køresyge.) Af bizarre - ukendte - årsager forestillede jeg mig det scenarie, at manden døde. Fik hjertestop. Hvad ved jeg? Jeg forestiller mig toget stoppe. Stå stille uendeligt længe ved en statíon (toget var på daværende tidspunkt 20 minutter forsinket - det nåede op på samlede 41 minutter.) Et lig ved min side. Stilheden, der ville komme, når hans mund forblev lukket. Men han dør ikke - heldigvis, vel nok. Jeg hører ham sige, at forsinkede tog er en del af livet. Om end en formodet mangel på filosofisk mening med dette udsagn må jeg vel give ham ret. Og oktober blev strukket lidt længere. Om end kun i erindringen. Forsinkelser er nok en del af livet. Flere tog kunne køre til tiden af, at vi blev yderligere forsinket. Regnet sammen giver det, at flere mennesker kom frem til deres destination til tiden. Trods at vi i toget mod Esbjerg mistede noget tid, så er summen vel mindre, end hvis mange flere mennesker havde mistet lidt tid.
Endeligt forlod den herre toget - gudskelov. En tysk-, dansk- og engelsktalende kvinde med et sødt smil over for mig forundres med mig over den kraftige klirren fra hans poser. Og stanken forsvinder. I forsøget på at sætte mig behageligt, øgedes den kvalme, jeg førhen havde holdt nede. Pinligt. Jeg styrtede ud mod toilettet, skarpt efterfulgt af min mor. Døren til toilettet er ulåst; jeg trykker i panik på den. "Der er nogen derinde!" hører jeg bag mig. Goddammit. En ældre dame i rød cardigan står over håndvasken. Jeg vender mig om, kigger væk. Giver op. Vender mig atter mod den åbne toiletdør. "Undskyld, må jeg?" næsten hvisker jeg, inden jeg kaster mig over toiletkummen. "Det må De undskylde," siger min mor. Ad. Stakkels dame. Om ikke andet havde jeg det betydeligt bedre derefter (trods en voldsomt nærende sult.)