Danmarks Demokratiske Republik?

I Danmark har vi et kongehus. Jeg er imod dette kongehus. Jeg er ikke imod Dronning Magrethe eller de øvrige kongelige medlemmer, men jeg er imod den institution, som de står for.

I mine øjne er kongehuset yderst udemokratisk. Denne betragtning beror på, at man med kongehuset fratager en omend lille gruppe mennesker nogle af de mest betydningsfulde demokratiske rettigheder: Fri meningsdannelse, ytringsfrihed, religionsfrihed, samt at man fremtager dem muligheden for at tage stilling til, hvem der skal være den lovgivende magt.

Det, der imidlertig generer mig mest i forbindelse med kongehuset, er det faktum, at den danske befolkning har meget ringe mulighed for at give deres mening til kende omkring det. Vi har ikke stemt om kongehuset; om vi ønsker et kongehus eller ej. Umiddelbart er min opfattelse, at størstedelen af den danske befolkning støtter kongehuset. Det generer mig som sådan ikke. Men jeg synes, at det er dybt problematisk, at vi som samfund aldrig bliver opfordret til at tage stilling til kongehuset. Vi får lov at klappe i vores små fede hænder, når de udvides, eller knibe en tårer, når de mister et medlem. Fint nok. Men jeg vil have ret til at give min mening om kongehuset til kende i en kontekst, hvor det giver mening, og hvor jeg ikke bare sidder som den lille hidsigprop i hjørnet. Ligesom der skal være folketingsvalg hvert fjerde år, mener jeg, at det ville give mening, at der regelmæssigt var en afstemning om, hvorvidt vi skal have et kongehus eller ej, og om hvorvidt vi støtter den respektive regent. 

I dag bliver Danmarks regent født til sit embede. Endnu en ting, jeg mener, burde revideres. Mig bekendt bliver danske statsministre ikke født til deres poster, og således burde vores regent heller ikke. Hvis vi skal have et kongehus, må alle have retten til at bestræbe den post, ligesom man kan forsøge at kæmpe sig vejen frem til statsministerposten.

Et argument, jeg ofte hører, for bevarelsen af kongehuset er, at Danmark da har en apolitisk repræsentant, og dette skulle være en god ting, da Lars Løkke som liberal politiker ikke skulle være symbolet på Danmark udadtil.

Dette synspunkt finder jeg voldsomt blåøjet. Jeg kan godt se, at Lars Løkke står for borgerlige værdier. Men vi må erkende, at et flertal i befolkningen har valgt en borgerlige regering; og sådan er det. Kongehuset som dansk repræsentant er der derimod aldrig noget, som et flertal har valgt. Og som der i befolkning er mange, der ikke støtter Lars Løkke, er der bestemt også en gruppe, som ikke støtter et kongehus, og som ikke vil repræsenteres af et sådan.

I sommeren 2009 fik den danske befolkning lov til at stemme om, hvorvidt en pige som førstefødte barn af det respektive regentpar på lige fod med drenge skal være tronfølger. I den forbindelse var det meningen, at det skulle handle om ligestilling. Godt, godt. I samme periode var der forsøg på at tage kongehuset som institution op til debat. Pladsen dertil var dog yderst begrænset, og debatten blev forsøgt manet i jorden. Et klart eksempel på, hvordan kongehuset er blevet et næsten politisk tabu.

Jeg synes ikke, at vi ubetinget skal lade et så feudal og udemokratisk institution som kongehuset repræsentere os. Jeg vil have et valg. 

Leve republikken!

Tyveri Og Idealisme.

I weekenden var jeg med i en diskussion angående Robin Hood-filosofien om at tage fra de rige og give til de fattige i forbindelse med tyveri i f.eks. 7/11. 

Argumentet lød, at 7/11 ikke led nød af, at man stjal en sneakers fra dem. Nej, formodentligt ikke. Antallet af individer, der i Danmark følger denne filosofi, kender jeg ikke, men antag nu, at samtlige omtrent 5,6 millioner individer i Danmark tænkte således. Antag ydermere, at disse 5,6 millioner inden for en kort periode alle føler sig berettigede til at stjæle én sneakers i 7/11. Tog man tanken om, at man ved at tage en sneakers fra 7/11 har taget lidt fra de rige og givet til de fattige, antyder man samtidig, at der ikke er lighed for loven, og at økonomisk svært stillede har større ret til at tage fra kapitalisten uden lovmæssigt at betale. Princippet om lighed for loven er ifølge mig af demokratisk vigtighed. 

Men tilbage til det scenario, at alle individer i Danmark stjæler én sneakers: Jeg ved ikke, hvilke omkostninger 7/11 har i forbindelse med sneakers, men for nemheds skyld gør vi således, at 7/11s omkostninger i forbindelse med en sneakers er 5 kr. stykket, og at de sælger den til de danske forbrugere for 10 kr. stykket. Det må da have kostet 7/11 28 millioner danske kroner at købe nok sneakers ind til, at hver dansker har mulighed for at stjæle én. Disse 28 millioner kroner tjener 7/11 ikke ind igen. Samtidig går de også glip af et overskud på yderligere 28 millioner kroner, som kunne være blevet beskattet til gavn for samfundet og alle dets medlemmer.

De penge, navnligt de 28 millioner, som de ikke tjener ind igen, må 7/11 tjene ind på anden vis. Dette kan ske ved at mindske udbuddet og kvaliteten af forskellige varer eller hæve priserne. De højere priser vil i min optik kunne føre til endnu flere butikstyverier og endnu større ubalance. 

Derfor tror jeg, at det er stærkt nedbrydende for samfundet, hvis man opretholder denne Robin Hood-filosofi også i forbindelse med simple butikstyverier. 

Med alt dette vil jeg dog ikke sige, at jeg selv bryder mig om så kapitalistiske virksomheder som 7/11, der fylder på hvert eneste gadehjørne og snart også på hver togstation. Men skal kapitalismen bekæmpes og større lighed i samfund fremmes, må man tage fra de rige og give til de fattige på lovlig og organiseret vis og ved at yde politisk modstand mod de partier, der lader hånt om de laveste i samfundet og hylder de rigeste. 

Ulighed for loven er ikke et middel til bekæmpelse af kapitalisme!

Efterløn

Jeg går ind for en afskaffelse af efterlønnen.

Efterløn var en god ordning, da den blev indført. I dag er der mennesker, som går på efterløn for fornøjelsens skyld. Mange går dig også på efterløn, da de er nedslidte, og disse mennesker skal ikke lades i stikken. Personligt mener jeg, der er nogle forskellige tiltag, man kunne tage:

1. Man kunne sørge for, at førtidspensionen blev lettere tilgængelig for de mennesker, der har brug for efterlønnen i dag. Nedslidte mennesket skal ikke være på arbejdsmarkedet.

2. Man kunne i en tidligere alder sætte den ugentlige arbejdstid for de erhverv eller mennesker, der er i risikozonen for at blive nedslidte. Herved betaler de skat over længere tid, og deres købekraft være bevaret bedre i længere tid.

3. Man kunne differentiere pensionsalderen efter uddannelseslængde og tiltrædelse på arbejdsmarkedet. Længere uddannelse vil som regel også betyde senere tiltrædelse på arbejdsmarkedet og mindre nedslidende erhverv.

4. Man kunne gøre fleksjobordningen lettere tilgengængelig. Dette ville betyde det samme som færre arbejdstimer, som alderen stiger.

En af de markante forskelle på førtidspension og efterlønnen er, at efterlønnen er en ret, alle har. Derfor ses man ikke som syg eller svagelig, når man træder tilbage fra arbejdsmarkedet herigennem. Og dette er vigtigt for folk, der gerne vil træde tilbage, er min overbevisning. Førtidspensionen derimod er noget, som man får tilkendt, hvis man af den ene eller anden grund ikke er i stand til at arbejde. Dette syn på førtidspensionen skal ændres i forbindelse med en afskaffelse af efterlønnen. Folk skal ikke ses som syge, men som borgere, der har gjort deres for samfundet.