En Tragisk Skæbne.

I dag var jeg ude og gå en tur med min far i de for november utrolige mængder sne. Tæt på vores hjem er der et hus, i hvis vindue der i mindst halvandet år har ligget den samme pizzabakke. Min far påpeger ofte, når han har været forbi, at den er der endnu. I dag, da vi gik forbi, sagde min far noget, der egentligt berørte mig og fik mig til at tænke. Vi var enige om, at der måtte være helt ufatteligt ulækkert i pizzabakken og sikkert også i resten af rummet for den sags skyld. Forholdsvis indsnævret tænkning. Men så sagde min far, at der bag den pizzabakke, bag det vindue, sikkert lå en tragisk skæbne. Selvom vi ikke kan vide, hvilken lykke eller ulykke der skjuler sig i det hus, var det en smuk om end sørgmodig betragtning.
Nogle gange skulle vi måske skænke vores medborgere bag de større eller mindre hegn, hække, stakitter og mure en håbefuld tanke.

Uendelige Oktober.

Det er i dag tirsdag d. 2. november. Jeg er netop kommet hjem fra et møde med folketingskandidaten fra Enhedslisten Rosa Lund.
Vi er endeligt gået ind i en ny måned. Om man kan glædes over kolde, mørke, våde, forblæste november kan så diskuteres. Men oktober har føltes uendeligt lang.
Det føles som en evighed, siden jeg tog til min venindes fødselsdag i Kolding. Det var d. 1. oktober. Det er bestemt mere end fire uger. Man skulle tro, tiden føltes hurtigere, når der er en ferie midt i det hele. Men sådan er det ikke gået for oktober. Det må være de små ting, der har gjort oktober så lang. Først og fremmest det faktum, at det synes, at Rasmus Seebach har været på forsiden af Ud og Se med sine sæbebobler et år. Jeg har været på fire længere togture i oktober; og der har han været til stede hver gang. Da jeg skulle til Herning for at se Lady GaGa dristede jeg mig rent faktisk til at åbne Ud og Se. Jeg læste et essay om et eller anden interessant. I øjeblikket kan jeg ikke huske hvad, men det var spændende nok til, at jeg tog bladet med hjem (som om jeg nogensinde genlæser det.)
Men nu er Rasmus Seebach og hans sæbebobler væk fra forsiden. Jeg så ham sidste gang der i weekenden 30.-31. oktober. Mine mostres fødselsdag. Vejen hjem naturligvis.
Rejsen derover var en pudsig tur. Aftenen før havde jeg tullet rundt til en skolefest i det farverigste tylskørt. Jeg havde en fest. (Min højeste promille blev målt til 1,52.) 07:30 lørdag morgen ringede mit vækkeur. Fuckshit. Godmorgen, Danmark. Mørke. I toget mod Esbjerg sad jeg baglæns langt det meste af vejen ved siden af en beruset, ildelugtende mand (tømmermænd + køre baglæns + stinkende nabopassager = køresyge.) Af bizarre - ukendte - årsager forestillede jeg mig det scenarie, at manden døde. Fik hjertestop. Hvad ved jeg? Jeg forestiller mig toget stoppe. Stå stille uendeligt længe ved en statíon (toget var på daværende tidspunkt 20 minutter forsinket - det nåede op på samlede 41 minutter.) Et lig ved min side. Stilheden, der ville komme, når hans mund forblev lukket. Men han dør ikke - heldigvis, vel nok. Jeg hører ham sige, at forsinkede tog er en del af livet. Om end en formodet mangel på filosofisk mening med dette udsagn må jeg vel give ham ret. Og oktober blev strukket lidt længere. Om end kun i erindringen. Forsinkelser er nok en del af livet. Flere tog kunne køre til tiden af, at vi blev yderligere forsinket. Regnet sammen giver det, at flere mennesker kom frem til deres destination til tiden. Trods at vi i toget mod Esbjerg mistede noget tid, så er summen vel mindre, end hvis mange flere mennesker havde mistet lidt tid.
Endeligt forlod den herre toget - gudskelov. En tysk-, dansk- og engelsktalende kvinde med et sødt smil over for mig forundres med mig over den kraftige klirren fra hans poser. Og stanken forsvinder. I forsøget på at sætte mig behageligt, øgedes den kvalme, jeg førhen havde holdt nede. Pinligt. Jeg styrtede ud mod toilettet, skarpt efterfulgt af min mor. Døren til toilettet er ulåst; jeg trykker i panik på den. "Der er nogen derinde!" hører jeg bag mig. Goddammit. En ældre dame i rød cardigan står over håndvasken. Jeg vender mig om, kigger væk. Giver op. Vender mig atter mod den åbne toiletdør. "Undskyld, må jeg?" næsten hvisker jeg, inden jeg kaster mig over toiletkummen. "Det må De undskylde," siger min mor. Ad. Stakkels dame. Om ikke andet havde jeg det betydeligt bedre derefter (trods en voldsomt nærende sult.)

Lady GaGa.

20101019:Er der nogen, der kan sige Lady GaGa med @Nina Devantier? Det kan jeg vist lige! Herning og GaGa, here we come! ♥

20101020: Niv mig i armen, jeg tror, jeg drømmer. Lady GaGa i aften! ♥ Jeg vil tælle hvert eneste minut, indtil hun går på scenen.

20101021: kom hjem fra Herning og Lady GaGa omkring 04:30 i morges. Rockerdødsulten og rockerdød træt. Og ikke mindst rockerdødglad. Hun er nu vågnet, ca. 10:30 og kan ikke sove af bare hunger. 'Fuckdammit. Men hva' fa'en - Lady GaGa ♥'

Hvad kan jeg sige?
Herning - kl. 21 - Lady GaGa går på scenen.
Superstjerne. Gult hår. Oh yeah.
Sceneshow. Skuespil. Outfitskift. Storskærme.
Musikken er bragende. Fantastisk.
Man spørger sig selv, hvad fuck man laver i Herning. Én årsag: Hende. Lady GaGa.

Man kunne argumentere for, at det gik ud over flowet med de lange scene- og oufitskift. Men så igen. Lady GaGa skal have sit sceneshow. Stort set upåklædt. Erotisk? Nah. Skøn? Ja.
En t-shirt smides op på scenen. Born this way. Hun iklæder sig den. Mhm.
To står og råsnaver op ad væggen. Dry humping.
GaGa and all of her gay friends ( L ). On stage.
Omtrent tre numre igen. Folk begynder at gå. Hvorfor? Frygt for bilkøer? Frygt for ikke at nå bussen? Phail.
Bad Romance - sidste nummer. OMG. Loufe. Awesomenezz. Fully enjoyed.

Og så hjem fra Herning. Helt hjemme 04:30. Hungrende. Træt. På hovedet i seng.

Bøger og blasfemi.

I går gjorde jeg noget, der for mig er nærmest blasfemis; at lægge en bog fra mig, ikke fordi den er dårlig, men blot fordi jeg hellere vil læse noget andet. Ak. Jeg måtte lægge "Von allem Anfang an" fra mig for at begynde at læse "Harry Potter - un der Stein der Weisen". Jeg føler mig skyldig. Stakkels bog. Den må hade mig. (Hvis bøger gjorde sådan. Det ved jeg selvfølgeligt godt, de ikke gør.)

Men nu vil jeg svare på min sms.

Neurotiker.

Fjæsbogen-update: Jeg forestiller mig, hvordan det ville være at dø inden 2. december og så kunne sidde på en lille sky i Himmeriget og sige: "Så slap jeg da for at skrive SRP!"

Når jeg bliver voksen, vil jeg gifte mig ind i en rig familie. Så behøver jeg ikke arbejde. Jeg skal gå hjemme hver dag. Drikke dyr spiritus og have rengøringsvanvid. Min mand skal have en masse smukke elskere, men han vil altid komme hjem og sove om natten. Han holder om mig. Og af mig. Vi kommer til at have en king size bed. Jeg skal bruge mine dage på at købe sko. Jeg skal have et walk-in-shoe-closet. Jeg kommer til at være neurotisk. Jeg kommer ikke til at kunne tåle forandring. Min eftermiddagste skal serveres kl. 16 hver dag. Jeg står op med solen hver morgen. Åbner gardinerne på klem, så de fine solstråler strømmer ind. Mine sko skal stå perfekt. På deres rette plads. Jeg sorterer min mands skjorter efter farve. Jeg smider dem ud, når de bliver for slidte. Vi har en masse øl-, vin- og spiritusglas. Jeg sorterer dem efter type og volumen.
Men inden alt dette skriver jeg en bog om det og tjener en masse penge på den.

At tisse

20101009

Fjæsbogen-update: Jeg har i dag spist et helt måltid på en indisk restaurant - uden lidelse.

I går aftes gik jeg i seng med visheden om, at jeg inden for kort tid ville vågne grundet en fyldt blære (kort inden jeg krøb i seng, havde jeg drukket en masse vand og spist tre appelsiner.) Det gjorde jeg da også. Jeg kom ud af sengen og famlede mig ud på gangen, ned ad denne og hen til toilettet. Lyset skar i øjnene. At tisse. Da jeg atter slukkede lyset på toilettet, var alt sort. Gulvet i gangen føltes koldt, efter mine bare fødder var blevet varmet op af gulvvarmen. Men jeg fandt tilbage til min seng. Og sov.

Den tidlige sollys strømmede ind gennem persiennerne, da jeg vågnede 07:57 (jeg tændte min telefon i frygt for, at jeg havde sovet fra min alarm.) Et klik og jeg lyttede til musikken fra Come Together. Og der lå jeg så en halv time.

Nu 8,5 time senere sidder jeg på sofaen, lytter til en tilfældig sexekspert, der priser disco som en sensuel og underlivsvækkende musik, og har købt mig to par nye støvler i Malmö. Sweet.

"Man bliver sexet af disco. Discodans er kontakt med hinanden." ~

... Og en sexekspert konstaterer, at piger i disco skal være en stor fisse.

I think not.

Dry humping

Fjæsbogen-update: Jeg vil også hedde Archimedes.
_________________________________________________

Dry humping. Omnomnom; folk, der i visse tilfælde var blufærdige nok til at ordne deres lidenskabelige sager hjemme, men som dog alligevel ikke kunne holde sig fra at vise deres gensidige tiltrækning for øjnene af os andre (dette er i hvert fald ofte tilfældet på mit gymnasium.)

Blufærdighed.

Om det følger med til at være et moderne menneske at se folk og fæ dele savl, træne tungemuskler og øve deres op-og-ned-frem-og-tilbage-skillz... måske. Jeg vil ikke kalde mig selv konservativ; folk må hygge sig alt, de vil, med hinanden - og på de måder, det behager dem, når de vel og mærke holder det fra andres åsyn. Havde jeg brug for at se folk vise denne slags hengivenhed for hinanden, havde jeg tændt for en pornofilm eller en James Bond-film. Personligt har jeg ikke brug for at vide, hvordan mine bekendte ser ud i forsøget på at tilfredsstille hinanden.

xoxo

Barnestreger

 20101007

Fjæsbogen-update: Astrid Haugaard Eriksen synes ikke, der var en 'vinder' af gårsdagens politiske debat mellem Løkke og Thorning. Der var to tabere, der endnu engang beviste, at politik handler mere om mennesker end om deres politik.

Jeg blev i dag mindet om en historie om to børn - en dreng og en pige. Så vidt jeg kommer i hu, hed pigen Helle og drengen Lars. 

Lars havde flere venner end Helle. Det betød, at Lars og hans venner fik lov at bestemme, hvilke lege børnene skulle lege. Helle syntes ikke, det var spor morsomt. I starten forsøgte Helle at overbevise de andre børn om, at hendes lege var meget sjovere end Lars'! Det virkede ikke. Lars' venner mente, at hans lege var meget bedre end Helles. Efterhånden som dagene gik, indså Helle, at hun nok ikke kom til at bestemme ved at komme med nye legeforslag. Derfor begyndte Helle at gå også hviske grimme ting om Lars. Han løj, lugtede grimt, mobbede de små og meget andet, påstod Helle. Lars opdagede, at Helle gik og bagtalte ham. Han blev vred og begyndte derfor selv at gå og sige stygge ting om Helle. Da nu Lars gik og snakkede grimt om Helle, begyndte Helle at snakke lidt højere om Lars, og Lars nu endnu højere end Helle. Både Lars og Helle skreg og råbte, og hvis jeg ikke tager fejl, gør de det endnu.

Forargelse

20101006

Fjæsbogen-update:

Astrid Joachrrim Haugaard Eriksen bliver tvunget af Gitte Jensen til at oprette en blog! Ach nein! (Ps. Hvor sent/tidligt på året skal man bade regelmæssigt for at måtte kalde sig selv vinterbader?)

- Denne blog bliver således dedikeret til dig, Gitte. Men om dig skal den ikke handle (btw - kom lige til København!) 

Mandag og tirsdag. Besættelse på Rysensteen Gymnasium (blandt andre). Tirsdag. Demonstration foran Rådhuset og Christiansborg. Hvorfor? Fordi der i Danmark er nogle mennesker - i folkemunde VKO - som mener, at den bedste måde at komme ud af krisen på er at skære på bl.a. uddannelsessystemet. 

Forargelse.

VKO glemmer noget. Danmarks fremtid ligger i uddannelse. Dvs. investering i uddannelse er en investering i fremtiden. Investering i fremtiden er et skridt på vej til at få Danmarks økonomi på ret køl igen. 

I Danmark er der også en mand. Han hedder Lars Løkke Rasmussen. Denne mand ønsker at fratage hjemmeboende 18-19-årige unge deres SU - de såkaldte "cafépenge". Endnu engang glemmer Lille Lars, at dette vil gøre det umuligt for visse unge at gennemføre en uddannelse. De penge, der gives ud til hjemmeboende studerende, vil jeg skyde på, hurtigt tjener sig ind igen, når disse unge cafépengemodtagere med en uddannelse kommer ud på arbejdsmarkedet. Så Lille Lars, drop ad hoc-løsningerne. Se fremad.

(Nu vil jeg dog komme med en lille bøn. En opfordring. I unge med arbejde eller en god potion månedlig lommepenge fra forældre eller lignende - overvej en ekstra gang, hvor essentiel SU'en er for jer. Ligger de bedst i jeres lommer eller hos statskassen? (Hermed ikke sagt, at hjemmeboende modtagere af SU skal skamme sig, eller at de, der kan undvære, skal prale.))

Oven på lidt brok vil jeg nu se frem til en debat mellem fru. Helle Thorning Schmidt og hr. Lars Løkke Rasmussen. Jeg forudser følgende scenarie: 
Thorning: UFINANSIEREDE SKATTELETTELSER! 
Løkke: ØKONOMISK UANSVARLIGHED!