Booyah. Nu bliver dette her til min egen personlige - offentlige - 'dagbog'. Hvilket i høj grad kommer til at handle om (a)seksualitet.
I går var jeg inde og se dokumentaren (A)sexual, der, som titlen angiver, handler om aseksualitet.
Dokumentaren var ikke en egentlige øjenåbner, da jeg allerede havde været igennem meget af det, og jeg 'vidste' så at sige det meste af det, der blev sagt. Derimod var det en stor glæde for mig, at der nu er lavet en dokumentar om netop aseksualitet. (Og jeg vil gerne her tilføje, at jeg synes, det er stort af MIX COPENHAGEN at sende den, selvom den ikke hører inde under LGBT - tak!) Desuden var det rart endnu engang at blive bekræftet i, at jeg ikke er den eneste særling derude, der ikke craver sex, hver gang jeg ser en eller anden med det, som andre ville kalde SEX APPEAL.
Anyway. Jeg vender tilbage. Med en masse brok (sorry, det skyldes ikke, at jeg hader alle ikke-aseksuelle folk derude.)
Som man ville sige på AVEN, eat some cake!
onsdag den 26. oktober 2011
fredag den 4. februar 2011
Købesex og offerløs kriminalitet.
Forleden kom S og SF med et udspil om et forbud mod købesex. Jeg ser ikke på det gavnlige i et forbud mod at prostituere sig selv eller at købe seksuelle ydelser.
For det første ville et forbud i mine øjne kræve, at man udpegede et offer for købesex. Umiddelbart ville man stå mellem valget: Kriminalisering af de prostituerede eller dem, der køber en seksuel ydelse. Eller med andre ord valget mellem at gøre mændene til ofre eller gøre de prostituerede til ofre. Min umiddelbare opfattelse er, at størstedelen ville pege på de prostituerede som ofrene. Jeg tror på, at de kan være ofre, men jeg tror ikke, de er ofre for prostitutionen. Dertil kommer, at det er sværere at pege på mændene som ofre; i så fald skulle de være ofre for et seksualiseret samfund.
For det andet tror jeg, at et forbud kunne have meget store sociale konsekvenser for de prostituerede. Et af argumenterne for at forbyde købesex er, at kvinderne er socialt udsatte, og at de har brug for hjælp til at komme ud af prostitution. Dette har sikkert sin rigtighed i hvert fald i forhold til nogle. Jeg tror dog ikke svaret er at kriminalisere køberne eller udbyderne. Hvis man vil hjælpe de prostituerede socialt, tror jeg, man skal legitimere deres erhverv frem for at kriminalisere det.
Ved at kriminalisere de prostituerede gør man det, at man fuldkomment fjerner deres muligheder for at sikre sig selv socialt, og man giver større grobund for et sort marked for prostitution, hvilket også kan forringe de prostitueredes vilkår. På SF’s hjemmeside kan man læse, at de prostituerede ”lever i et slags retsløst parallelsamfund” (http://parti.sf.dk/default.aspx?func=article.view&id=59250). Jeg mener, at dette parallelsamfund vil skubbes endnu længere væk, hvis man kriminaliserer de prostituerede. Man skal ikke bekæmpe parallelsamfund. Man skal sørge for, de bliver en integreret del af det resterende samfund.
Ved at kriminalisere køberne af de seksuelle ydelser gør man det, at man indskrænker de prostitueredes kundegrundlag, dvs. deres indtægtsgrundlag, hvilket ikke vil fremme deres sociale position. For at lokke kunder til kunne man forudse, at de måtte sætte priserne ned, eller at de måtte gøre endnu mere for at skjule sig, således at kunderne ulovlige handlinger ikke kommer frem. Og igen øges grobunden for det sorte marked.
Ikke mindst vil en kriminalisering af de prostituerede betyde en fratagelse af individets frie bestemmelse over dets egen krop. Staten bør ikke regulere, hvad man må og ikke må med ens krop.
Derfor bør vi altså ikke forbyde købesex, hvis vi vil forbedre de prostitueredes vilkår eller hjælpe dem ud af prostitution.
Ved derimod at legitimere prostitution kan vi sørge for, at de prostituerede får den samme og lige ret til at være medlemmer af fagforeninger og A-kasser. Vi kan sikre, at de prostituerede har de samme rettigheder i forbindelse med arbejde, som resten af os. Vi kan sørge for, at synet på de prostituerede og deres kunder ændres, så de bliver accepterede af og i samfundet.
Hvis staten overtager styringen af bordellerne, kan staten være med til at sikre de prostitueredes vilkår, og det sorte marked for prostitution mister terræn. Man kan sikre sig, at de prostituerede får ordentlige lokaler og en stemme i ledelsen af bordellerne. Man kan stille krav til kunderne. For at være kynisk kan man også argumentere for, at det giver ekstra penge i statskassen, da man bedre kan sikre, at de prostituerede betaler skat.
Hvis de prostituerede skal udpeges som ofre, skal de ikke udpeges som ofre for prostitution. Menneskehandel er velkendt i forbindelse med prostitution. I stedet for at slå ned på de prostituerede eller deres kunder, skal vi hellere bekæmpe den organiserede og grænseoverskridende kriminalitet, der tvinger nogle ud i prostitution.
Derfor er min klare holdning, at vi skal legitimere prostitution, og at vi i stedet for at kriminalisere de prostituerede eller deres kunder skal bekæmpe den organiserede og grænseoverskridende handel.
For det første ville et forbud i mine øjne kræve, at man udpegede et offer for købesex. Umiddelbart ville man stå mellem valget: Kriminalisering af de prostituerede eller dem, der køber en seksuel ydelse. Eller med andre ord valget mellem at gøre mændene til ofre eller gøre de prostituerede til ofre. Min umiddelbare opfattelse er, at størstedelen ville pege på de prostituerede som ofrene. Jeg tror på, at de kan være ofre, men jeg tror ikke, de er ofre for prostitutionen. Dertil kommer, at det er sværere at pege på mændene som ofre; i så fald skulle de være ofre for et seksualiseret samfund.
For det andet tror jeg, at et forbud kunne have meget store sociale konsekvenser for de prostituerede. Et af argumenterne for at forbyde købesex er, at kvinderne er socialt udsatte, og at de har brug for hjælp til at komme ud af prostitution. Dette har sikkert sin rigtighed i hvert fald i forhold til nogle. Jeg tror dog ikke svaret er at kriminalisere køberne eller udbyderne. Hvis man vil hjælpe de prostituerede socialt, tror jeg, man skal legitimere deres erhverv frem for at kriminalisere det.
Ved at kriminalisere de prostituerede gør man det, at man fuldkomment fjerner deres muligheder for at sikre sig selv socialt, og man giver større grobund for et sort marked for prostitution, hvilket også kan forringe de prostitueredes vilkår. På SF’s hjemmeside kan man læse, at de prostituerede ”lever i et slags retsløst parallelsamfund” (http://parti.sf.dk/default.aspx?func=article.view&id=59250). Jeg mener, at dette parallelsamfund vil skubbes endnu længere væk, hvis man kriminaliserer de prostituerede. Man skal ikke bekæmpe parallelsamfund. Man skal sørge for, de bliver en integreret del af det resterende samfund.
Ved at kriminalisere køberne af de seksuelle ydelser gør man det, at man indskrænker de prostitueredes kundegrundlag, dvs. deres indtægtsgrundlag, hvilket ikke vil fremme deres sociale position. For at lokke kunder til kunne man forudse, at de måtte sætte priserne ned, eller at de måtte gøre endnu mere for at skjule sig, således at kunderne ulovlige handlinger ikke kommer frem. Og igen øges grobunden for det sorte marked.
Ikke mindst vil en kriminalisering af de prostituerede betyde en fratagelse af individets frie bestemmelse over dets egen krop. Staten bør ikke regulere, hvad man må og ikke må med ens krop.
Derfor bør vi altså ikke forbyde købesex, hvis vi vil forbedre de prostitueredes vilkår eller hjælpe dem ud af prostitution.
Ved derimod at legitimere prostitution kan vi sørge for, at de prostituerede får den samme og lige ret til at være medlemmer af fagforeninger og A-kasser. Vi kan sikre, at de prostituerede har de samme rettigheder i forbindelse med arbejde, som resten af os. Vi kan sørge for, at synet på de prostituerede og deres kunder ændres, så de bliver accepterede af og i samfundet.
Hvis staten overtager styringen af bordellerne, kan staten være med til at sikre de prostitueredes vilkår, og det sorte marked for prostitution mister terræn. Man kan sikre sig, at de prostituerede får ordentlige lokaler og en stemme i ledelsen af bordellerne. Man kan stille krav til kunderne. For at være kynisk kan man også argumentere for, at det giver ekstra penge i statskassen, da man bedre kan sikre, at de prostituerede betaler skat.
Hvis de prostituerede skal udpeges som ofre, skal de ikke udpeges som ofre for prostitution. Menneskehandel er velkendt i forbindelse med prostitution. I stedet for at slå ned på de prostituerede eller deres kunder, skal vi hellere bekæmpe den organiserede og grænseoverskridende kriminalitet, der tvinger nogle ud i prostitution.
Derfor er min klare holdning, at vi skal legitimere prostitution, og at vi i stedet for at kriminalisere de prostituerede eller deres kunder skal bekæmpe den organiserede og grænseoverskridende handel.
tirsdag den 25. januar 2011
Danmarks Demokratiske Republik?
I Danmark har vi et kongehus. Jeg er imod dette kongehus. Jeg er ikke imod Dronning Magrethe eller de øvrige kongelige medlemmer, men jeg er imod den institution, som de står for.
I mine øjne er kongehuset yderst udemokratisk. Denne betragtning beror på, at man med kongehuset fratager en omend lille gruppe mennesker nogle af de mest betydningsfulde demokratiske rettigheder: Fri meningsdannelse, ytringsfrihed, religionsfrihed, samt at man fremtager dem muligheden for at tage stilling til, hvem der skal være den lovgivende magt.
Det, der imidlertig generer mig mest i forbindelse med kongehuset, er det faktum, at den danske befolkning har meget ringe mulighed for at give deres mening til kende omkring det. Vi har ikke stemt om kongehuset; om vi ønsker et kongehus eller ej. Umiddelbart er min opfattelse, at størstedelen af den danske befolkning støtter kongehuset. Det generer mig som sådan ikke. Men jeg synes, at det er dybt problematisk, at vi som samfund aldrig bliver opfordret til at tage stilling til kongehuset. Vi får lov at klappe i vores små fede hænder, når de udvides, eller knibe en tårer, når de mister et medlem. Fint nok. Men jeg vil have ret til at give min mening om kongehuset til kende i en kontekst, hvor det giver mening, og hvor jeg ikke bare sidder som den lille hidsigprop i hjørnet. Ligesom der skal være folketingsvalg hvert fjerde år, mener jeg, at det ville give mening, at der regelmæssigt var en afstemning om, hvorvidt vi skal have et kongehus eller ej, og om hvorvidt vi støtter den respektive regent.
I dag bliver Danmarks regent født til sit embede. Endnu en ting, jeg mener, burde revideres. Mig bekendt bliver danske statsministre ikke født til deres poster, og således burde vores regent heller ikke. Hvis vi skal have et kongehus, må alle have retten til at bestræbe den post, ligesom man kan forsøge at kæmpe sig vejen frem til statsministerposten.
Et argument, jeg ofte hører, for bevarelsen af kongehuset er, at Danmark da har en apolitisk repræsentant, og dette skulle være en god ting, da Lars Løkke som liberal politiker ikke skulle være symbolet på Danmark udadtil.
Dette synspunkt finder jeg voldsomt blåøjet. Jeg kan godt se, at Lars Løkke står for borgerlige værdier. Men vi må erkende, at et flertal i befolkningen har valgt en borgerlige regering; og sådan er det. Kongehuset som dansk repræsentant er der derimod aldrig noget, som et flertal har valgt. Og som der i befolkning er mange, der ikke støtter Lars Løkke, er der bestemt også en gruppe, som ikke støtter et kongehus, og som ikke vil repræsenteres af et sådan.
I sommeren 2009 fik den danske befolkning lov til at stemme om, hvorvidt en pige som førstefødte barn af det respektive regentpar på lige fod med drenge skal være tronfølger. I den forbindelse var det meningen, at det skulle handle om ligestilling. Godt, godt. I samme periode var der forsøg på at tage kongehuset som institution op til debat. Pladsen dertil var dog yderst begrænset, og debatten blev forsøgt manet i jorden. Et klart eksempel på, hvordan kongehuset er blevet et næsten politisk tabu.
Jeg synes ikke, at vi ubetinget skal lade et så feudal og udemokratisk institution som kongehuset repræsentere os. Jeg vil have et valg.
Leve republikken!
mandag den 24. januar 2011
Tyveri Og Idealisme.
I weekenden var jeg med i en diskussion angående Robin Hood-filosofien om at tage fra de rige og give til de fattige i forbindelse med tyveri i f.eks. 7/11.
Argumentet lød, at 7/11 ikke led nød af, at man stjal en sneakers fra dem. Nej, formodentligt ikke. Antallet af individer, der i Danmark følger denne filosofi, kender jeg ikke, men antag nu, at samtlige omtrent 5,6 millioner individer i Danmark tænkte således. Antag ydermere, at disse 5,6 millioner inden for en kort periode alle føler sig berettigede til at stjæle én sneakers i 7/11. Tog man tanken om, at man ved at tage en sneakers fra 7/11 har taget lidt fra de rige og givet til de fattige, antyder man samtidig, at der ikke er lighed for loven, og at økonomisk svært stillede har større ret til at tage fra kapitalisten uden lovmæssigt at betale. Princippet om lighed for loven er ifølge mig af demokratisk vigtighed.
Men tilbage til det scenario, at alle individer i Danmark stjæler én sneakers: Jeg ved ikke, hvilke omkostninger 7/11 har i forbindelse med sneakers, men for nemheds skyld gør vi således, at 7/11s omkostninger i forbindelse med en sneakers er 5 kr. stykket, og at de sælger den til de danske forbrugere for 10 kr. stykket. Det må da have kostet 7/11 28 millioner danske kroner at købe nok sneakers ind til, at hver dansker har mulighed for at stjæle én. Disse 28 millioner kroner tjener 7/11 ikke ind igen. Samtidig går de også glip af et overskud på yderligere 28 millioner kroner, som kunne være blevet beskattet til gavn for samfundet og alle dets medlemmer.
De penge, navnligt de 28 millioner, som de ikke tjener ind igen, må 7/11 tjene ind på anden vis. Dette kan ske ved at mindske udbuddet og kvaliteten af forskellige varer eller hæve priserne. De højere priser vil i min optik kunne føre til endnu flere butikstyverier og endnu større ubalance.
Derfor tror jeg, at det er stærkt nedbrydende for samfundet, hvis man opretholder denne Robin Hood-filosofi også i forbindelse med simple butikstyverier.
Med alt dette vil jeg dog ikke sige, at jeg selv bryder mig om så kapitalistiske virksomheder som 7/11, der fylder på hvert eneste gadehjørne og snart også på hver togstation. Men skal kapitalismen bekæmpes og større lighed i samfund fremmes, må man tage fra de rige og give til de fattige på lovlig og organiseret vis og ved at yde politisk modstand mod de partier, der lader hånt om de laveste i samfundet og hylder de rigeste.
Ulighed for loven er ikke et middel til bekæmpelse af kapitalisme!
tirsdag den 4. januar 2011
Efterløn
Jeg går ind for en afskaffelse af efterlønnen.
Efterløn var en god ordning, da den blev indført. I dag er der mennesker, som går på efterløn for fornøjelsens skyld. Mange går dig også på efterløn, da de er nedslidte, og disse mennesker skal ikke lades i stikken. Personligt mener jeg, der er nogle forskellige tiltag, man kunne tage:
1. Man kunne sørge for, at førtidspensionen blev lettere tilgængelig for de mennesker, der har brug for efterlønnen i dag. Nedslidte mennesket skal ikke være på arbejdsmarkedet.
2. Man kunne i en tidligere alder sætte den ugentlige arbejdstid for de erhverv eller mennesker, der er i risikozonen for at blive nedslidte. Herved betaler de skat over længere tid, og deres købekraft være bevaret bedre i længere tid.
3. Man kunne differentiere pensionsalderen efter uddannelseslængde og tiltrædelse på arbejdsmarkedet. Længere uddannelse vil som regel også betyde senere tiltrædelse på arbejdsmarkedet og mindre nedslidende erhverv.
4. Man kunne gøre fleksjobordningen lettere tilgengængelig. Dette ville betyde det samme som færre arbejdstimer, som alderen stiger.
En af de markante forskelle på førtidspension og efterlønnen er, at efterlønnen er en ret, alle har. Derfor ses man ikke som syg eller svagelig, når man træder tilbage fra arbejdsmarkedet herigennem. Og dette er vigtigt for folk, der gerne vil træde tilbage, er min overbevisning. Førtidspensionen derimod er noget, som man får tilkendt, hvis man af den ene eller anden grund ikke er i stand til at arbejde. Dette syn på førtidspensionen skal ændres i forbindelse med en afskaffelse af efterlønnen. Folk skal ikke ses som syge, men som borgere, der har gjort deres for samfundet.
Efterløn var en god ordning, da den blev indført. I dag er der mennesker, som går på efterløn for fornøjelsens skyld. Mange går dig også på efterløn, da de er nedslidte, og disse mennesker skal ikke lades i stikken. Personligt mener jeg, der er nogle forskellige tiltag, man kunne tage:
1. Man kunne sørge for, at førtidspensionen blev lettere tilgængelig for de mennesker, der har brug for efterlønnen i dag. Nedslidte mennesket skal ikke være på arbejdsmarkedet.
2. Man kunne i en tidligere alder sætte den ugentlige arbejdstid for de erhverv eller mennesker, der er i risikozonen for at blive nedslidte. Herved betaler de skat over længere tid, og deres købekraft være bevaret bedre i længere tid.
3. Man kunne differentiere pensionsalderen efter uddannelseslængde og tiltrædelse på arbejdsmarkedet. Længere uddannelse vil som regel også betyde senere tiltrædelse på arbejdsmarkedet og mindre nedslidende erhverv.
4. Man kunne gøre fleksjobordningen lettere tilgengængelig. Dette ville betyde det samme som færre arbejdstimer, som alderen stiger.
En af de markante forskelle på førtidspension og efterlønnen er, at efterlønnen er en ret, alle har. Derfor ses man ikke som syg eller svagelig, når man træder tilbage fra arbejdsmarkedet herigennem. Og dette er vigtigt for folk, der gerne vil træde tilbage, er min overbevisning. Førtidspensionen derimod er noget, som man får tilkendt, hvis man af den ene eller anden grund ikke er i stand til at arbejde. Dette syn på førtidspensionen skal ændres i forbindelse med en afskaffelse af efterlønnen. Folk skal ikke ses som syge, men som borgere, der har gjort deres for samfundet.
lørdag den 27. november 2010
En Tragisk Skæbne.
I dag var jeg ude og gå en tur med min far i de for november utrolige mængder sne. Tæt på vores hjem er der et hus, i hvis vindue der i mindst halvandet år har ligget den samme pizzabakke. Min far påpeger ofte, når han har været forbi, at den er der endnu. I dag, da vi gik forbi, sagde min far noget, der egentligt berørte mig og fik mig til at tænke. Vi var enige om, at der måtte være helt ufatteligt ulækkert i pizzabakken og sikkert også i resten af rummet for den sags skyld. Forholdsvis indsnævret tænkning. Men så sagde min far, at der bag den pizzabakke, bag det vindue, sikkert lå en tragisk skæbne. Selvom vi ikke kan vide, hvilken lykke eller ulykke der skjuler sig i det hus, var det en smuk om end sørgmodig betragtning.
Nogle gange skulle vi måske skænke vores medborgere bag de større eller mindre hegn, hække, stakitter og mure en håbefuld tanke.
Nogle gange skulle vi måske skænke vores medborgere bag de større eller mindre hegn, hække, stakitter og mure en håbefuld tanke.
tirsdag den 2. november 2010
Uendelige Oktober.
Det er i dag tirsdag d. 2. november. Jeg er netop kommet hjem fra et møde med folketingskandidaten fra Enhedslisten Rosa Lund.
Vi er endeligt gået ind i en ny måned. Om man kan glædes over kolde, mørke, våde, forblæste november kan så diskuteres. Men oktober har føltes uendeligt lang.
Det føles som en evighed, siden jeg tog til min venindes fødselsdag i Kolding. Det var d. 1. oktober. Det er bestemt mere end fire uger. Man skulle tro, tiden føltes hurtigere, når der er en ferie midt i det hele. Men sådan er det ikke gået for oktober. Det må være de små ting, der har gjort oktober så lang. Først og fremmest det faktum, at det synes, at Rasmus Seebach har været på forsiden af Ud og Se med sine sæbebobler et år. Jeg har været på fire længere togture i oktober; og der har han været til stede hver gang. Da jeg skulle til Herning for at se Lady GaGa dristede jeg mig rent faktisk til at åbne Ud og Se. Jeg læste et essay om et eller anden interessant. I øjeblikket kan jeg ikke huske hvad, men det var spændende nok til, at jeg tog bladet med hjem (som om jeg nogensinde genlæser det.)
Men nu er Rasmus Seebach og hans sæbebobler væk fra forsiden. Jeg så ham sidste gang der i weekenden 30.-31. oktober. Mine mostres fødselsdag. Vejen hjem naturligvis.
Rejsen derover var en pudsig tur. Aftenen før havde jeg tullet rundt til en skolefest i det farverigste tylskørt. Jeg havde en fest. (Min højeste promille blev målt til 1,52.) 07:30 lørdag morgen ringede mit vækkeur. Fuckshit. Godmorgen, Danmark. Mørke. I toget mod Esbjerg sad jeg baglæns langt det meste af vejen ved siden af en beruset, ildelugtende mand (tømmermænd + køre baglæns + stinkende nabopassager = køresyge.) Af bizarre - ukendte - årsager forestillede jeg mig det scenarie, at manden døde. Fik hjertestop. Hvad ved jeg? Jeg forestiller mig toget stoppe. Stå stille uendeligt længe ved en statíon (toget var på daværende tidspunkt 20 minutter forsinket - det nåede op på samlede 41 minutter.) Et lig ved min side. Stilheden, der ville komme, når hans mund forblev lukket. Men han dør ikke - heldigvis, vel nok. Jeg hører ham sige, at forsinkede tog er en del af livet. Om end en formodet mangel på filosofisk mening med dette udsagn må jeg vel give ham ret. Og oktober blev strukket lidt længere. Om end kun i erindringen. Forsinkelser er nok en del af livet. Flere tog kunne køre til tiden af, at vi blev yderligere forsinket. Regnet sammen giver det, at flere mennesker kom frem til deres destination til tiden. Trods at vi i toget mod Esbjerg mistede noget tid, så er summen vel mindre, end hvis mange flere mennesker havde mistet lidt tid.
Endeligt forlod den herre toget - gudskelov. En tysk-, dansk- og engelsktalende kvinde med et sødt smil over for mig forundres med mig over den kraftige klirren fra hans poser. Og stanken forsvinder. I forsøget på at sætte mig behageligt, øgedes den kvalme, jeg førhen havde holdt nede. Pinligt. Jeg styrtede ud mod toilettet, skarpt efterfulgt af min mor. Døren til toilettet er ulåst; jeg trykker i panik på den. "Der er nogen derinde!" hører jeg bag mig. Goddammit. En ældre dame i rød cardigan står over håndvasken. Jeg vender mig om, kigger væk. Giver op. Vender mig atter mod den åbne toiletdør. "Undskyld, må jeg?" næsten hvisker jeg, inden jeg kaster mig over toiletkummen. "Det må De undskylde," siger min mor. Ad. Stakkels dame. Om ikke andet havde jeg det betydeligt bedre derefter (trods en voldsomt nærende sult.)
Vi er endeligt gået ind i en ny måned. Om man kan glædes over kolde, mørke, våde, forblæste november kan så diskuteres. Men oktober har føltes uendeligt lang.
Det føles som en evighed, siden jeg tog til min venindes fødselsdag i Kolding. Det var d. 1. oktober. Det er bestemt mere end fire uger. Man skulle tro, tiden føltes hurtigere, når der er en ferie midt i det hele. Men sådan er det ikke gået for oktober. Det må være de små ting, der har gjort oktober så lang. Først og fremmest det faktum, at det synes, at Rasmus Seebach har været på forsiden af Ud og Se med sine sæbebobler et år. Jeg har været på fire længere togture i oktober; og der har han været til stede hver gang. Da jeg skulle til Herning for at se Lady GaGa dristede jeg mig rent faktisk til at åbne Ud og Se. Jeg læste et essay om et eller anden interessant. I øjeblikket kan jeg ikke huske hvad, men det var spændende nok til, at jeg tog bladet med hjem (som om jeg nogensinde genlæser det.)
Men nu er Rasmus Seebach og hans sæbebobler væk fra forsiden. Jeg så ham sidste gang der i weekenden 30.-31. oktober. Mine mostres fødselsdag. Vejen hjem naturligvis.
Rejsen derover var en pudsig tur. Aftenen før havde jeg tullet rundt til en skolefest i det farverigste tylskørt. Jeg havde en fest. (Min højeste promille blev målt til 1,52.) 07:30 lørdag morgen ringede mit vækkeur. Fuckshit. Godmorgen, Danmark. Mørke. I toget mod Esbjerg sad jeg baglæns langt det meste af vejen ved siden af en beruset, ildelugtende mand (tømmermænd + køre baglæns + stinkende nabopassager = køresyge.) Af bizarre - ukendte - årsager forestillede jeg mig det scenarie, at manden døde. Fik hjertestop. Hvad ved jeg? Jeg forestiller mig toget stoppe. Stå stille uendeligt længe ved en statíon (toget var på daværende tidspunkt 20 minutter forsinket - det nåede op på samlede 41 minutter.) Et lig ved min side. Stilheden, der ville komme, når hans mund forblev lukket. Men han dør ikke - heldigvis, vel nok. Jeg hører ham sige, at forsinkede tog er en del af livet. Om end en formodet mangel på filosofisk mening med dette udsagn må jeg vel give ham ret. Og oktober blev strukket lidt længere. Om end kun i erindringen. Forsinkelser er nok en del af livet. Flere tog kunne køre til tiden af, at vi blev yderligere forsinket. Regnet sammen giver det, at flere mennesker kom frem til deres destination til tiden. Trods at vi i toget mod Esbjerg mistede noget tid, så er summen vel mindre, end hvis mange flere mennesker havde mistet lidt tid.
Endeligt forlod den herre toget - gudskelov. En tysk-, dansk- og engelsktalende kvinde med et sødt smil over for mig forundres med mig over den kraftige klirren fra hans poser. Og stanken forsvinder. I forsøget på at sætte mig behageligt, øgedes den kvalme, jeg førhen havde holdt nede. Pinligt. Jeg styrtede ud mod toilettet, skarpt efterfulgt af min mor. Døren til toilettet er ulåst; jeg trykker i panik på den. "Der er nogen derinde!" hører jeg bag mig. Goddammit. En ældre dame i rød cardigan står over håndvasken. Jeg vender mig om, kigger væk. Giver op. Vender mig atter mod den åbne toiletdør. "Undskyld, må jeg?" næsten hvisker jeg, inden jeg kaster mig over toiletkummen. "Det må De undskylde," siger min mor. Ad. Stakkels dame. Om ikke andet havde jeg det betydeligt bedre derefter (trods en voldsomt nærende sult.)
Abonner på:
Opslag (Atom)