mandag den 24. januar 2011

Tyveri Og Idealisme.

I weekenden var jeg med i en diskussion angående Robin Hood-filosofien om at tage fra de rige og give til de fattige i forbindelse med tyveri i f.eks. 7/11. 
Argumentet lød, at 7/11 ikke led nød af, at man stjal en sneakers fra dem. Nej, formodentligt ikke. Antallet af individer, der i Danmark følger denne filosofi, kender jeg ikke, men antag nu, at samtlige omtrent 5,6 millioner individer i Danmark tænkte således. Antag ydermere, at disse 5,6 millioner inden for en kort periode alle føler sig berettigede til at stjæle én sneakers i 7/11. Tog man tanken om, at man ved at tage en sneakers fra 7/11 har taget lidt fra de rige og givet til de fattige, antyder man samtidig, at der ikke er lighed for loven, og at økonomisk svært stillede har større ret til at tage fra kapitalisten uden lovmæssigt at betale. Princippet om lighed for loven er ifølge mig af demokratisk vigtighed. 
Men tilbage til det scenario, at alle individer i Danmark stjæler én sneakers: Jeg ved ikke, hvilke omkostninger 7/11 har i forbindelse med sneakers, men for nemheds skyld gør vi således, at 7/11s omkostninger i forbindelse med en sneakers er 5 kr. stykket, og at de sælger den til de danske forbrugere for 10 kr. stykket. Det må da have kostet 7/11 28 millioner danske kroner at købe nok sneakers ind til, at hver dansker har mulighed for at stjæle én. Disse 28 millioner kroner tjener 7/11 ikke ind igen. Samtidig går de også glip af et overskud på yderligere 28 millioner kroner, som kunne være blevet beskattet til gavn for samfundet og alle dets medlemmer.
De penge, navnligt de 28 millioner, som de ikke tjener ind igen, må 7/11 tjene ind på anden vis. Dette kan ske ved at mindske udbuddet og kvaliteten af forskellige varer eller hæve priserne. De højere priser vil i min optik kunne føre til endnu flere butikstyverier og endnu større ubalance. 
Derfor tror jeg, at det er stærkt nedbrydende for samfundet, hvis man opretholder denne Robin Hood-filosofi også i forbindelse med simple butikstyverier. 
Med alt dette vil jeg dog ikke sige, at jeg selv bryder mig om så kapitalistiske virksomheder som 7/11, der fylder på hvert eneste gadehjørne og snart også på hver togstation. Men skal kapitalismen bekæmpes og større lighed i samfund fremmes, må man tage fra de rige og give til de fattige på lovlig og organiseret vis og ved at yde politisk modstand mod de partier, der lader hånt om de laveste i samfundet og hylder de rigeste. 
Ulighed for loven er ikke et middel til bekæmpelse af kapitalisme!

2 kommentarer:

  1. jeg tror du vil få en del respons hvis du laver en blog på tv2's hjemmeside :)
    godt indlæg, og god pointe

    SvarSlet
  2. Nice, tak :D for rådet også. Måske skulle jeg prøve xD

    SvarSlet